Baldesagre (0196. Tune s., Tune h.), ikke udgivet,

Tolkning:
– Lokaliteten ligger i Søndermarken, men kan ikke lokaliseres nærmere. I en præsteindberetning fra 1808 anføres det, at Baldershøj ligger på Balders Ager (jf. Danske præsters indberetninger til oldsagskommissionen af 1807. Sjælland, Samsø og Møn. s. 114). Det er usikkert, hvorledes forleddet skal tolkes. Gudenavnet Balder er en formel mulighed, men gudenavnet er sjældent i danske stednavne, og tolkningen synes heller ikke umiddelbart at finde støtte i formen Baldes- i den ældste overlevering mod et i så fald forventeligt Balders-. Mere sandsynligt er derfor subst. balle, glda. balgh, ’jævnt stigende forhøjning, bakke’, hvorved navnet er en parallel til eksempelvis Ballesager i hhv. Sønder-Bjert og Gammel-Haderslev sogn i Sønderjylland (jf. DS 3 s. 27 og DS 4 s. 31). (LEC 2010)

Baldhøj (0138. Ishøj s., Smørum h.), ds19, s. 168. Naturnavne

Tolkning:
— Navnet er topografisk sammenhængende med Baldhøj i Tranegilde, og en tolkning af navnet må derfor indbefatte formerne fra Tranegilde-siden, anført ndf. Forleddet lader sig ikke umiddelbart bestemme. Vokalkvaliteten kan være både [a], [o] og [å], og kvantiteten må snarest bestemmes som kort på grund af den fakultativt dobbeltskrevne udlydende konsonant, idet enkeltskrivningerne kan begrundes i efterleddets konsonantiske forlyd. Kort forledsvokal kan dog også skyldes forkortelse i første sammensætningsled, og det kan således ikke udelukkes, at forleddet har oprindelig lang vokal. Af kortvokaliske muligheder foreligger subst. bold , glda. ball, m. og adj. glda. *ball, fornsv. balder ‘båld, djärf, rask, dugtig, mäktig, förträfflig, utmärkt’ (Söderwall), oldisl. ballr ‘farlig, skadelig, som indgyder frygt’ (Fritzner) samt de, i al fald delvis sammenfaldende subst. balle, balde og balje , der i (øst-)sjællandsk udviser temrnelig labile udtaleforhold, herunder enstavet udtale, jfr. Ejskjær 1970 p. 394, 396. Af ovennævnte muligheder er der af navnesemantiske grunde særlig anledning til at fremhæve substantiverne bold , glda. ball, m. og balle , glda. balgh, m. (og f.) ‘rundagtig forhøjning’. Med hensyn til vokalkvaliteten i disse ord jfr. Hansen 1962 p. 123, 130 og smlg. formerne af bebyggelsesnavnet Baldersbrønde, Høje Tåstrup s. ndf., der med sikkerhed har glda. ball- som første stavelse. Hvis forleddet er oprindelig langvokalisk ma dette være subst. bål, glda. bāl, n., om hvis udtale jfr. Ejskjær 1970 p. 29, 157. B., der ligger nær kysten, matte da opfattes som en vagt- eller signalhøj, jfr. Ejder 1961-62 p. 88f. Efterleddet høj se indl. Der er ingen topografisk forbindelse med nedennævnte Ballersten.

Balle sogn (1815. Balle s., Hids h.), ds9, s. 217.

Tolkning:
— Subst. glda. balgh, der ifl. Steenstrup, Indl. Stud. p. 23, i Stednavne anvendes om jævnt stigende Forhøjninger i Terrænet; mellem 1 og gh er der indskudt en Støttevokal, som tidligere maa have haft o- eller u-Klang, jfr. Skrivemaaderne ovfr. og Ballow fra 1524 og Ballu fra 1582 ndfr. under Balle By, men som senere er blevet til den svage Mellemvokal [E]. Se iøvrigt Indl. u. Balle. I Navneformerne fra 1426 (Røyballe, Rieballe, Ryebalge) synes Forleddet at være glda. rȳth ( < riūth) „Rydning“; se DS III p. LI under Ryd.

Balle Lb (2135. Odder s., Hads h.), ds12, s. 77.

Tolkning:
— Subst. balle, glda. balgh, m. ‚terrænforhøjning‘, efter den stødløse udtaleform at dømme opr. i plur. Landsbyen ligger i stærkt kuperet terræn. Jfr. Kr. Hald i Kulturhist. Leksikon I 325 ff. og indl. under balle.

Balle Gde (2412. N. Nissum s., Skodborg h.), ds17, s. 25.

Tolkning:
— Subst. glda. balgh , se indl. under balle.

Balleby Gde Hse (2413. Tørring s., Skodborg h.), ds17, s. 33.

Tolkning:
— Forleddet er snarest subst. glda. balgh ; se indl. under balle og by.

Ballegård gård. (0175. Kirke Såby s., Volborg h.), ds26, s. 155.

Tolkning:
— Forleddet viderefører forleddet i mark- og naturnavnene MB 1682 Balle Skouf, Bald ager; MK 1794 (1808) Balle Skoven, Balle Agre. Forleddet i disse navne er snarest subst. balle , glda. balgh, m. (og f.) ‚rundagtigt forhøjning‘; efterleddet gård se indl.

Ballegård Gd (2414. Heldum s., Skodborg h.), ds17, s. 40.

Tolkning:
— Forleddet er subst. balle , glda. balgh , se indl.

Balling sogn (1683. Balling s., Rødding h.), ds9, s. 58.

Tolkning:
— Afledt af Subst. glda. balgh(i Stednavne), se Indl. u. Balle, med Afledningsendelsen -ing, se Indl. Balling ligger i bakket Terræn.

Balshus Hs forsv. (1116. Skellerup s., Vindinge h.), ds13, s. 184.

Tolkning:
— Området kaldes i Jb 1572 balle, Ballis Marck, i MB 1682 Balles March, Balles Jord, Balle Agre og på MK 1794 Ballen, Ballens Løkken, Balles Marken. Udtalen er [ba+ld]. Det fremgår af stødet, at forleddet er subst. glda. *balgh ‚forhøjning‘, se indl. under balle.

Balsmose (0143. Smørum s., Smørum h.), ds20, s. 74. Naturnavne

Tolkning:
— Forleddet lader sig ikke sikkert bestemme, men er dog snarest enten subst. glda. ball, m. ‘bold m.v.’ eller subst. glda. balgh, m. (og f.) ‘rundagtig forhøjning’, jfr. u. Baldhøj , Ishøj s. (DS XIX 168) og smlg. Balsmyr , Klemensker s., Bornholm (DS X 213). Efterleddet mose se indl.

Balsmosestykker (0143. Smørum s., Smørum h.), ds20, s. 74. Naturnavne

Tolkning:
— Forleddet lader sig ikke sikkert bestemme, men er dog snarest enten subst. glda. ball, m. ‘bold m.v.’ eller subst. glda. balgh, m. (og f.) ‘rundagtig forhøjning’, jfr. u. Baldhøj , Ishøj s. (DS XIX 168) og smlg. Balsmyr , Klemensker s., Bornholm (DS X 213). Efterleddene mose og stykke se indl.

Balsmyr (0661. Klemensker s., Bornholms Nørreh.), ds10, s. 213. Naturnavne

Tolkning:
- Den ældste Form tyder paa, at Forleddet er et Ord med opr. ll eller ld, vel Subst. bh. Bājl, m. „Balde, Balle, fremstaaende kjødrig Deel paa Legemet“ (Esp); palatalt l findes normalt ikke foran Konsonant (Esp Indl 102,4). Der kunde ogsaa foreligge Subst. glda. balgh, m. (i Stednavne) „Terrænforhøjning“, sigtende til de nærliggende Simlegaardsbakker. Ordet er meget alm. i danske Stednavne, især som Efterled (-balle), men forekommer ikke ellers i Bh.

Bellesager (2708. V. Vedsted s., Ribe h.), ds5, s. 52. Naturnavne

Tolkning:
— Maaske Gen. af Bælg, samme Ord som Bælg „afflaaet Dyreskind“, men i anden Betydning, jfr. det beslægtede Ord Balg, Balle„svag Forhøjning i Terrænet“ (se Indl.); Bælg foreligger muligt i Stedn. som Bællerne, Tersløse S., Merløse H., og Retbælleren, Mørke S., Ø.-Lisbjærg H.

Bellinge B.E.S. (0872. Bellinge s., Odense h.), ds14,

Tolkning:
Udtalen kan ikke være vejledende for bedømmelsen af l'ets oprindelige kvalitet da [1] svarer til såvel opr. palatalt som ikke-palatalt 1. De gamle former taler snarest for opr. 11, hvorefter navnet er afledt af subst. glda. ball, m. 'bold, kugle' oldn. bollr, m. 'kugle, bold, testikel', sv. dial. ball 'bold, knold, kødklump, testikler', anvendt toponymisk om mindre bakke. Af samme oprindelse er i så fald det falsterske gårdnavn Bellinge (DS XI 209), det østsvenske Billinge, se Ståhle, Ortn. på -inge p.416ff., hvor også exempler på anvendelsen af ball om bakke er nævnt, samt muligvis det skånske Bellinga, Sovestad s., Herrestad h., jf. det nærliggende Bellingaryd, 28/9 1346 Bælingaryth (Lundebogen 1494, tilnavn), Liber daticus Lundensis vetustior 29/4 1349 Bellingeryth (tilnavn). Hvis navnet opr. har ikke-palatalt 1, er det afledt af subst. glda. balgh (se indl. under balle), hvorved det kunde sammenstilles med det nørrejyske sognenavn Balling (DS IX 58), eller af sideformen glda. bælgh 'bælg' (i Billum og Belle, se Hald, Stedn. paa -um p. 56), ligesom balgh anvendt om 'jævnt stigende forhøjning*. Om afledningsendelsen -inge se indl. Bellinge ligger på toppen af et bakkedrag, der falder jævnt til alle sider.

Bjellumvej (3081. Arrild s., Hviding h.), ds5, s. 67. Naturnavne

Tolkning:
— Første Led er et Stednavn Bjellum, der ikke kendes fra andre Kilder. Snarest Dat. Plur. af en brudt Sideform til det Ord, der indgaar i Sognenavnet Bilium, V.-Horne Hrd. (15/9 1324 Bælium). Ordet hører antagelig til Roden * bhel„svulme“, der bl. a. indgaar i Subst. Balle, glda. balgh „Forhøjning“ (se Indl.) og har en lignende Betydning som dette. Franzén (Vikbolandets by- och gårdnamn p. 98 f.) tolker Navnet af et Subst svarende til sv. Dial. bjälle„knöl“. Mindre sandsynlig er Sv Aakjærs Forklaring (DSt 1931 p. 175), ifl. hvilken der indgaar et * bæfl, * biaflaf ukendt Betydning, der forudsættes i andre da. Stednavne.

Bjålum areal. (2571. S. Bork s., N. Horne h.), ds17, s. 586. Naturnavne

Tolkning:
- Navnet betegner to klitdrag på Tipperhalvøen, indbyrdes adskilt ved det nu kanaliserede vandløb Gødelen. Selvom de lydlige forhold er uafklarede vil det være rimeligt, som foreslået af O. Nielsen i UBl I 86, at sammenholde Bjålum med subst. sv. dial. bjälle, m. ‘knold’ (Rietz) og nyisl. bjalli, m. ‘forhøjning, lille høj’ (Blöndal). Dette ord, glda. * bialli , m. (&lt urn. *bella-), som er etymologisk beslægtet med subst. balg (se indl. under balle ), indgår i flere nordiske stednavne, se G. Franzén, Vikbolandets by- och gårdnamn p. 98 f. En parallel til Bjålum kan foreligge i det svenske Bjällum (1259 Byallem, SOSk XII 5), muligvis også i et sønderjysk *Bjellum som kun kendes fra et sent overleveret vejnavn, Bjellumvej (DS V 67 og III 173). Diftongen /ia/ er i jysk bevaret, uden palatalisering til [jæ], foran bl.a. /ld/ men almindeligvis ikke foran /II/ (KortFm p. 76). Dog viser dialektformerne [hjaÍZ/ hjÅÍZ], af glda. hiall, oldisl. hjallr ‘hjald’, at bevaring kan forekomme. Labialisering /a/ [Å]foran /II/ er almindelig i sydvestjysk (KortFm p. 23). Mere påfaldende er vokalforlængelsen foran /II/. Langvokalen i Bjålum berettiger dog ikke til med O. Nielsen, l.c. (og Feilb. IV, tillæg p. 40), at forudsætte en ellers ukendt parallelform *bjalde. Efterleddet kan ikke bestemmes med sikkerhed. Et efterled lund kan trods de nuværende naturforhold ikke udelukkes, idet fund af træstammer og -stubbe i den noget østligere Anerå vidner om tidligere skov (H.K.Kristensen, Nørre Horne Herred p. 172). Hvis Johs. Mejers form og dialektformen lægges til grund for bedømmelsen må Bjålum anses for et ægte um -navn. Det kan da være dat.plur. eller, som det svenske Bjällum, sammensat med glda. hēm. Jfr. indl. under -um. Muligheden for et gammelt bebyggelsesnavn på den i nyere tid ubeboede - og ubeboelige - Tipperhalvø kan ikke afvises. Som nævnt p. 586 er der konstateret en gammel boplads på de nærliggende højder Grønbjerg (i Sønderbork Mærsk) og Anerbjerg. Sønavnet Bjålum i Hjardemål s. i Thy (VSKOrig Bailune, Gst 1884 Bjaalum) antages i DSÅ I 157 at være af anden oprindelse.

Bukkeballe forsv (0018. Birkerød s., Lynge-Kronborg h.), ds2, s. 30.

Tolkning:
— Antagelig af Dyrenavnet Buk. Balleudgaar i danske Stednavne fra et ældre Balgh, beslægtet med Bælg og Verb. oldn. belgja„svulme“ og betyder „et ophøJet, hævet Stykke Jord“. Jvfr. Samsøs Stedn. Indl. p. VI.

Bønderballe (493. ), ds16, s. 4.

Tolkning:
— tidl. navn for Vestergade. Navnet er udførligt behandlet af Gunnar Knudsen, NoB 1948 p. 141–147. Efterleddet er subst. glda. - balgh, her i betydningen„ afdeling af en landsby“, jfr. indl. under balle. Forleddet, således som det foreligger uden for den ældste form, er den plurale hovedform af subst. glda. bōndi, m.„ bonde“, plur. bø̄ndær. Denne form, der i sammensætninger først kan attesteres fra reformationstiden, fortrænger helt ældre genitiviske sammensætninger med -bōndæ, jfr. P. Skautrup i Festskrift til H. P. Hansen p. 376. Den ældste form fra 1488 repræsenterer en hidtil ukendt form, men hvis man antog fejlskrivning af ø for a, ville man her have en gl. gen. form. Men også en fejlskrivning for -bøndær er tænkelig. Gunnar Knudsen antager i a.a., at byen har været opdelt i 4 baller, hvoraf vi foruden Bønderballe kender Synderbals Fiering fra MB 1682. Synderbal modsvares rimeligvis af et *Nørreballe, mens Bønderballe kan være modsvaret af et *Kongeballe, som evt. har haft topografisk forbindelse med Kongsgård og Kongeskov, jfr. p. 59 og 5.

Degnebol (1044. Bregninge s., Tåsinge.), ds15, s. 236.

Tolkning:
— Første led er i alle tre navne subst. degn. Sidste led i første navn er i MB 1682 skrevet -bollig. Navnet bruges i markbogen om en mark med flere fæstere. Det var måske muligt at antage, at sidste led var subst. bolig, og da det næppe kan anvendes om et markstykke, måtte man forudsætte et opr. bebyggelsesnavn (ɔ: den bolig som tilhørte degneembedet), der var gået over til at være betegnelse for marken, måske med et appellativ (hutte, mark, ager o.l.) underforstået. En lign. vekslen mellem Bolig og Bol findes ved navnet Deineboels Agre, Vinding s., Ulborg h. (MB 1683 Deigne Boeligen til bem. Windinge Kircke, som nu er gandske øde, så ingen Biugning paa Biugeplatzen findes. 1. Deineboels Agre-). I MB 1683 fra Gørding s. og h. under Nørre Heede og Synder Heede omtales øde bebygg. snart som ”bollige”, snart som ”boll”. Som en anden mulighed kan nævnes at markbogsformens bollig går tilbage til et *bolgh, der muligvis er en kompromisform dannet af glda. balgh og glda. bulk der begge bruges om ʼujævnhed, forhøjning, pukkelʼ. Hos Jensen nævnes subst. ”Bulke ɔ: En Ujevnhed på Jordoverfladen, på et Stykke Tømmer el. Træ, på Tøj o.l.” Denne tolkning kan passe udmærket med terrænet på stedet; jfr. tillige Sandbolig ndfr. Endelsen er i de yngre kilder ændret til bol, der opr. har betydn. ʼbosted, gårdʼ, og som senere kan bruges om jordmål af varierende størrelse (jfr. Sv. Aakjær i Nord.Kult. XXX 234 ff. og Kong Valdemars Jordebog, Indl. p. 64 ff., samt KLNM spalte 55 ff.), samt indl. Subst. græsningʼdet forhold, at kvæg græsser (at man lader kvæg græsse) et ell. andet stedʼ med overgang til betydn. ʼret til at lade dyr græsse et ell. andet stedʼ (ODS). Det er den sidste betydn. der forefindes her. Om krogse indl.

Degnekrogen (1044. Bregninge s., Tåsinge.), ds15, s. 236.

Tolkning:
— Første led er i alle tre navne subst. degn. Sidste led i første navn er i MB 1682 skrevet -bollig. Navnet bruges i markbogen om en mark med flere fæstere. Det var måske muligt at antage, at sidste led var subst. bolig, og da det næppe kan anvendes om et markstykke, måtte man forudsætte et opr. bebyggelsesnavn (ɔ: den bolig som tilhørte degneembedet), der var gået over til at være betegnelse for marken, måske med et appellativ (hutte, mark, ager o.l.) underforstået. En lign. vekslen mellem Bolig og Bol findes ved navnet Deineboels Agre, Vinding s., Ulborg h. (MB 1683 Deigne Boeligen til bem. Windinge Kircke, som nu er gandske øde, så ingen Biugning paa Biugeplatzen findes. 1. Deineboels Agre-). I MB 1683 fra Gørding s. og h. under Nørre Heede og Synder Heede omtales øde bebygg. snart som ”bollige”, snart som ”boll”. Som en anden mulighed kan nævnes at markbogsformens bollig går tilbage til et *bolgh, der muligvis er en kompromisform dannet af glda. balgh og glda. bulk der begge bruges om ʼujævnhed, forhøjning, pukkelʼ. Hos Jensen nævnes subst. ”Bulke ɔ: En Ujevnhed på Jordoverfladen, på et Stykke Tømmer el. Træ, på Tøj o.l.” Denne tolkning kan passe udmærket med terrænet på stedet; jfr. tillige Sandbolig ndfr. Endelsen er i de yngre kilder ændret til bol, der opr. har betydn. ʼbosted, gårdʼ, og som senere kan bruges om jordmål af varierende størrelse (jfr. Sv. Aakjær i Nord.Kult. XXX 234 ff. og Kong Valdemars Jordebog, Indl. p. 64 ff., samt KLNM spalte 55 ff.), samt indl. Subst. græsningʼdet forhold, at kvæg græsser (at man lader kvæg græsse) et ell. andet stedʼ med overgang til betydn. ʼret til at lade dyr græsse et ell. andet stedʼ (ODS). Det er den sidste betydn. der forefindes her. Om krogse indl.

Degnens Græsning (1044. Bregninge s., Tåsinge.), ds15, s. 236.

Tolkning:
— Første led er i alle tre navne subst. degn. Sidste led i første navn er i MB 1682 skrevet -bollig. Navnet bruges i markbogen om en mark med flere fæstere. Det var måske muligt at antage, at sidste led var subst. bolig, og da det næppe kan anvendes om et markstykke, måtte man forudsætte et opr. bebyggelsesnavn (ɔ: den bolig som tilhørte degneembedet), der var gået over til at være betegnelse for marken, måske med et appellativ (hutte, mark, ager o.l.) underforstået. En lign. vekslen mellem Bolig og Bol findes ved navnet Deineboels Agre, Vinding s., Ulborg h. (MB 1683 Deigne Boeligen til bem. Windinge Kircke, som nu er gandske øde, så ingen Biugning paa Biugeplatzen findes. 1. Deineboels Agre-). I MB 1683 fra Gørding s. og h. under Nørre Heede og Synder Heede omtales øde bebygg. snart som ”bollige”, snart som ”boll”. Som en anden mulighed kan nævnes at markbogsformens bollig går tilbage til et *bolgh, der muligvis er en kompromisform dannet af glda. balgh og glda. bulk der begge bruges om ʼujævnhed, forhøjning, pukkelʼ. Hos Jensen nævnes subst. ”Bulke ɔ: En Ujevnhed på Jordoverfladen, på et Stykke Tømmer el. Træ, på Tøj o.l.” Denne tolkning kan passe udmærket med terrænet på stedet; jfr. tillige Sandbolig ndfr. Endelsen er i de yngre kilder ændret til bol, der opr. har betydn. ʼbosted, gårdʼ, og som senere kan bruges om jordmål af varierende størrelse (jfr. Sv. Aakjær i Nord.Kult. XXX 234 ff. og Kong Valdemars Jordebog, Indl. p. 64 ff., samt KLNM spalte 55 ff.), samt indl. Subst. græsningʼdet forhold, at kvæg græsser (at man lader kvæg græsse) et ell. andet stedʼ med overgang til betydn. ʼret til at lade dyr græsse et ell. andet stedʼ (ODS). Det er den sidste betydn. der forefindes her. Om krogse indl.

Fladbælle (3055. Rødding s., Frøs og Kalvslund h.), ds4, s. 564. B. NATURNAVNE.

Tolkning:
— Muligvis en Omdannelse af Fladbalg; om - balgse Indl. u. Balle.

Myrbælg (3081. Arrild s., Hviding h.), ds5, s. 75. Naturnavne

Tolkning:
— Mulig Subst. Myr „Mose“ og et Subst. Bælg, Sideform til Balg (Balle), anvendt i lign. Betydning som delte („Forhøjning i Terrænet“); jfr. Retbællereni Mørke S., Ø.-Lisbjærg H. og Belles- ageri V.-Vedsted S. 2708.

Risbæls Skift (1036. Ø. Skerninge s., Sunds h.), ds15, s. 72.

Tolkning:
— Forleddet er subst. ris ʼkratʼ, efterleddet kan måske være subst. glda. bælgh, m. ʼbælgʼ, en sideform til balgh, balle og anvendt i lignende betydning, ʼophøjet, hævet stykke jordʼ. Jfr. DS IV 564 Fladbælle og DS V 75 Myrbælg m. henvisn. Om subst. skiftse indl.

Skovballe Lb (1116. Skellerup s., Vindinge h.), ds13, s. 186.

Tolkning:
— Stødet i efterleddet viser, at dette er subst. glda. * balgh(se indl. under balle). Forleddet er subst. skov.